Om Aarhus
Der er mange studerende i Aarhus. Faktisk udgør de studerende den største andel af befolkningen i Aarhus. Det betyder, at der er super gode muligheder for at møde andre unge, og at bymiljøet i høj grad er indrettet, så det lever op til din eventyrlyst.
Som landets næststørste by har Aarhus et væld af forskellige kulturelle tilbud. Hvert år i begyndelsen af september er der liv i alle gader, når den berømte Aarhus Festuge fejres. Og hvert år afholdes Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag i universitetsparken med besøg af 8000 studerende.
Resten af året kan du besøge byens forskellige spillesteder, caféer og koncerthuse, eller du kan finde underholdning på en af byens teaterscener. Aarhus huser adskillige museer, blandt andet det store internationale kunstmuseum ARoS – et spektakulært billed- og oplevelseshus.
Får du nok af kulturlivet, er stranden ikke længere væk, end du hurtigt kan cykle ud til den, eller du kan gå ture i skoven eller i byens parker.